Bananablog

In September 2010 I went on a 8 day asignment for the Chiquita organization.

4 Scandinavian bloggers went to Costa Rica to learn about Rainforrest Alliance and the work that Chiquita does to improve the conditions on their banana and pineapple farms.

The words are in Danish, but there are a lot of pictures as well, so hopefully there’s something for everyone. If you have questions, please let me know : )

//Ida

Opstartsangst

Jeg hedder Ida. Er 31 år og bor i København. Jeg er glad for musik, kaffe, koncerter, ting med farver og mærkelige bøger. Jeg arbejder som tekstforfatter, men har for nyligt sagt mit job op, fordi jeg trænger til at komme ud at rejse. Planen var at drage rundt i Europa et par måneder, men så fik jeg pludselig den her fantastiske mulighed! Så nu skal jeg så til Costa Rica før noget andet.

VILDT!

Jeg glæder mig virkelig meget, men er også en smule nervøs og ængstelig (læs: bange!), da jeg aldrig har været så langt væk hjemmefra før.

De fleste af mine rejser har gået til Europas hovedstæder + et par ture over havet til USA, så regnskoven lyder en smule skræmmende for mig. Jeg er virkelig ikke fan af edderkopper, slanger og kryb og i løbet af en typisk dansk sommer, får jeg 23 myggestik om dagen. Bare sådan i gennemsnit …

Costa Rica er en kæmpe udfordring for mig, og jeg er spændt på, hvad vi kommer til at se, hvad der er på programmet, hvem de andre bloggere er og hvor bananerne egentlig kommer fra??

I løbet af de sidste måneder har jeg haft god tid til at forberede mig og fantasere om turen, og når jeg er blevet lidt bange og nervøs for det hele, har jeg bare spurgt mig selv: “Ahr … hold nu op. Hvad er det værste, der kan ske?”

Nu skal jeg vise jer det … ; )

Dag 1

Her er jeg. Midt i regnskoven. Det er mørkt. Der er cirka 80 tusind grader og jeg kan høre underlige lyde. Jeg har en lommelygte I den ene hånd og en hængekøje I den anden. Vores guide er lige kørt …

Dag 2

!!!!! Argh !!!!

Slanger set: 64

Antal virkeligt fesne skrig fra min hals: 68

Antal underbukser jeg har med: ikke nok.

Dag 4

Her er jeg (til venstre). I bussen fra San Jose. På vej nordpå. Det er en 25 timers køretur. Drengen bagved mig er ved at få tænder og hans kat er lige hoppet ud af vinduet. Den skøre hat på Eduardo’s hoved? Tro mig, you don’t wanna know …

Dag 5

Her er jeg. På stranden med de lokale. Helt overflødigt at nævne, at mit hår nu er gået fuldstændig amok pga. luftfugtigheden.

Pigen til venstre er en fransk designer, som arbejder på et mega tjekket galleri i New York. Den næste pige hedder Consuela Del Notre. (Hvilket er noget nær det sejeste navn!). Pigen ude til højre har vundet Miss Universe 83 gange. Hun gør mig virkelig, virkelig usikker på mig selv. (Men det hjælper selvfølgelig en lille smule på min selvtillid, at hun åbenbart kun har én arm?)

Dag 6

Her er jeg. Besvimet, og i ét med mudderet. Vi har lige mødt slange nummer 103. Vores rigtige guide er blevet syg, så som erstatning har vi fået hans 17-årige surfer nevø fra Florida, som er meeeeeeeget loose, trekker i flip-flops og synes alt ligner bryster … Inklusive mine firkantede ørenringe.

Og nu! Knap så nervøs … : )

Sådan. Det hjalp.

Efter at have set mine værste skrækscenarier i øjnene, er jeg nu helt rolig, afslappet, glad og 100% klar til at drage mod Costa Rica og lære alt om bananer! Jeg glæder mig og er faktisk slet ikke så bange … medmindre selvfølgelig det er rigtigt det dér med fugleedderkopper, der gemmer sig i bananklaserne !!?

// Ida

Det her … det er ikke godt.

Det her er en Costa Rica bille.

Det er ikke godt.

Det er slet, slet ikke godt …

Burde jeg medbringe insekt-net i stedet for insektspray?

Insekt-bodyshampoo?

Insekt-heldragt

Insekt-tank?

//Ida

Statur fra transit i New York … Det kører!

Uhhhh … hvor jeg havde sommerfugle i maven, da jeg stod op kl. 4 i morges og pakkede de sidste af mine ting i rygsækken. Har aldrig fløjet så langt alene før, så var ret spændt (læs : angst!) for turen fra København til New York. Muligvis var jeg også lidt mere nervøs anlagt end jeg troede … fandt i hvert fald pludselig mig selv stor-tudende til ellers ret tynd pladder romantisk film i entertainment systemet : )

Men turen gik heldigvis fint og jeg sidder nu i Newark lufthavn i New York og venter på at komme videre. Klokken er 21:20 dansk tid, men kun 15:20 US tid. Vi letter mod San Jose om et par timer, på vej derned drøner vi over et par tidszoner igen, så når vi lander dernede 20:35 lokal tid er klokken 04.35 dansk tid : ) Ha ha … er allerede helt rundtosset af tidsforskel og turbulent flyvetur, så håber på en roligt tur syd på.

Har mødt 2 af de andre bloggere, Mia fra Finland og Johannes fra Sverige, og sammen med David fra Chiquita sidder vi nu og venter på at Marie lander fra Norge.

Jeg nåede lige at drøne rundt i lufthavnen med kameraet inden. Bevares. Det er ikke verdens sjoveste lufthavn, men der var alligevel et par sjove motiver … Og RIG mulighed for at få testet zoom’en på mit nye kamera.

Den dejlige udsigt ind over New York …

Og så lidt tættere på …

… og så mega tæt på! (og ja, der er langt derind).

Og så 3 x total meget Amerika

Og så én, der er lige så bange for kryb som mig ; )

// Ida

COSTA RICAAAA!!!

Wo hooo! Er lige vågnet, klokken er 6.17 lokal tid og jeg er mildest talt ekstatisk! Ihhh hvor jeg glæder mig!

Springer op af sengen (som iø. er ca. 3×3 m. og noget af det største jeg nogensinde har set!) drøner hen til vinduet og flår gardinerne til side for at se noget af det der Costa Rica! …

… og ja, indtil videre kan jeg da berette, at de har palmer ; )

Vi har fået programmet for ugen og det ser helt overdrevet ud. På den absolut gode måde!

Der er en masse ting vi skal nå : besøge bananplantager, ananasplantager, kigge på alle de seje dyr, besøge nationalparker og hvis vi kan nå det skal der også riverraftes, hesterides og strandbades! Yai! : )

Første punkt på dagen i dag er et møde med en lokal repræsentant for Rainforrest Alliance (som er det program for bæredygtig udvikling, som Chiquita arbejder med). Har haft lidt svært ved at læse mig til, hvordan de reelt arbejder med det, så jeg glæder mig til at høre om det!

Kl. 11 kommer vores chauffør, Bismarck, og henter os. Han er rigtig sød, kører pænt og i går da han hentede os i lufthavnen indledte han meget passende med at fortælle, at man på Costa Rica var ved at indspille en spansk version af ABBA The Collection ; )

//Ida

Actionpacked!

Huiij en vild dag! Har det som om vi har været her i flere dage, fordi der er sket så meget! – og heldigvis kan jeg nu berette, at Costa Rica har MEGET mere end de palmer, jeg skrev om i morges.

Prøv for eksempel lige at overvej, hvor vild den her er??

Men først tilbage til starten af dagen, hvor vi mødtes med en repræsentant fra Rainforrest Alliance. Super spændende! Men også meget komplekst at forstå på én gang.

Kort fortalt

Rainforrest Alliance er en uafhængig miljøorganisation, som arbejder for at bevare og sikre miljøet, de naturlige økosystemer, dyrelivet og biodiversiteten omkring verdens store produktioner.

For at lykkes med deres mål har de siden 1987 arbejdet for at certificere og fremhæve netop de producenter, der gør det godt – og gør miljøet godt.

Rainforrest Alliance certifikatet (mærket herover) gives til de producenter, som lever op til en lang række strikse krav, som er både sociale og miljømæssige.

Blandt andet bliver alle producenter stillet til ansvar overfor deres måde at håndtere affald og spild, hvordan de behandler deres arbejdere og på hvordan produktionen påvirker dyrelivet og vandet.

Fra regnskov til bananer, til kaffe og kakao til te

Som navnet antyder, startede Rainforrest Alliance med at arbejde på at sikre verdens regnskove og stoppe den ulovlige hugst af tømmer. Da de så resultater, fortsatte de til de store bananplantager i Syd – og Mellemamerika.

I 1993 blev den første bananplantage certificeret. Det var én af Chiquitas mange plantager i Costa Rica. I dag er alle Chiquita bananplantager i Costa Rica Rainforrest Alliance certificerede. Og køber Chiquita fra tid til anden bananer fra andre plantager, er kravet til disse, at de også er certificeret.

WOW!

Jeg er ret glad for tal, så dem, der kommer her er ret vilde for mig …

På verdensplan eksporteres der hvert år 16,8 mio. ton bananer.

16,8 mio. ton. !!

12% af alle de bananer er Rainforrest Alliance certificeret. Det svarer til 2 mio. ton bananer. Det er mange! – men selvfølgelig er ambitionen af procentdelen skal blive meget højere.

Og Rainforrest Alliance er godt på vej. Kendskabet til mærket stiger hele tiden, og nu ved jeg for eksempel også, hvad det går ud på. Og du ved det. Og når vi står nede i supermarkedet næste gang, så kigger vi måske en ekstra gang, om vi kan finde den lille frø.

Men hvad rager det egentlig os?

Tja … Det rager jo os på dén måde, at det rent faktisk virker.

Fordi Rainforrest Alliance begyndte at interessere sig for bananer, er der blandt andet sket følgende på alle RA bananplantager i Costa Rica :

  • brugen af pesticider er reduceret til et minimum
  • alle poser bliver genbrugt
  • arbejderne har fået det bedre
  • lokalsamfundene er blevet bedre
  • børnene på plantagerne kommer i skole

Og oven på alt det, så er produktionsgangene effektiviseret – samtidig med at omkostningerne er sænket.

What’s not to like?

Lige nu er jeg meget begejstret for den lille grønne frø, og jeg glæder mig meget til at komme ud på plantagerne. For at se hvordan der rent faktisk ser ud, hvordan arbejderne lever – og hvad producenterne gør, for hele tiden at leve op til de strikse krav fra Rainforrest Alliance.

Hvis du ligger inde med nogle spørgsmål eller ting du synes, jeg skal kigge specielt meget efter, så må du meget gerne droppe en kommentar herunder.

: )

//Ida

Actionpacked, del II

Dagen i dag startede kl. 06.00, vi har kørt over 200 kilometer, været i 2000 meters højde og ned igen (næsten), set leguaner, set verdens største hestevogn, set en kirke lavet af 100% jern, været utroligt køresyge, spist traditionelle retter og drukket lokal kaffe med stor fornøjelse.

Klokken er nu 23:30 og vi er indkvarteret på det VILDESTE lodge lige forneden af La Fortuna vulkanen. I morgen står den blandt andet på besøg på ananasplantage og badetur i varme kilder.

Her er så flot, at det er svært for mig, helt at tage det ind – men jeg har forsøgt at skabe lidt stemning til jer lige her. Enjoy : )

//Ida

Nåehhhhh …

I går aftes ankom jeg til det fineste værelse! Blandt andet med en abe foldet i håndklæder og en sød seddel fra Ana. Ana er min maid, og jeg skulle endelig sige til hvis jeg manglede noget.

Jeg kom i tanke om noget en fyr kaldet Købmanden sagde til mig for nyligt :

“Gi’ altid dine drikkepenge fra starten Ida, så er du sikker på, at få den service du gerne vil ha'”.

Købmanden er en klog mand, så jeg besluttede mig for at prøve det. Så jeg lagde en fin seddel til Ana i morges og sagde tak for det fine værelse og lagde 5000 Costa Rica Colon til hende. Det kommer jeg da aldrig til at fortryde og jeg er sikker på at Ana er ovenud lykkelig!

Derfor kommer her:

3 gode grunde til altid at tippe din maid

1 ) De har fortjent det.

2) Du kender alligevel ikke valutakursen, så beløbet betyder ikke så meget for dig.

3)

Den er da SÅ sej! : )

//Ida

P.S. 5000 Colon er ca. 58 DKR. … Har jeg lige fundet ud af ; )

Ananas!

I dag skulle så blive dagen, hvor det gik på for mig, at ananas ikke vokser på træer, men i buske på jorden.

Som dem her :

Det kom faktisk rimeligt meget bag på mig …

I dag har vi nemlig besøgt en af Chiquitas ananasplantager. Las Brisas. Maaaan en stor produktion!

Las Brisas

Las Brisas farmen er ca. 800 hektarer stor. 200 hektar af disse er velbevaret regnskov for at leve op til Rainforrest alliance regler. I år har de høstet 191 hektar ananas på årets første høst. Wow!

Alle ananas bliver håndsået, håndhøstet, håndsorteret og håndpakket. Det er et vildt stykke arbejde, som bliver håndteret af ca. 300 arbejdere.

Først et par billeder fra såningen.

På en dag, kan én mand plante 7000 ananas.

Se far! Dem har jeg plantet! : )

Dem her!

Arbejderne får penge pr. stk. de planter, og med 7000 stk. om dagen kan de tjene omkring 15 US dollars om dagen. Hvilket er meget her.

God ananascirkel

Produktionen af såsæd sker også på farmen. Toppen skæres af nogle udvalgte ananas, de vendes på hovedet ude på marken, og er efter noget tid klar til at blive sået igen. Smart.

Først skal de dog en tur forbi sorteringsstationen, hvor de skæres til og sorteres efter vægt, før de bliver kørt tilbage til marken til såning igen.

Her er et par billeder fra den proces.

Lynsortering af såsæd

Masser af affald, som genbruges til gødning

En glad arbejder, som synes jeg var pænt mærkelig med mit kamera

Og klar til såning igen.

//Ida

Video fra høsten

Ude i marken fik vi lov til at smage på de helt nyhøstet ananas og det smagte så vildt i forhold til dem vi kan købe i supermarkedet. SÅ frisk og saftig og gennemsyret af smag! Åh! Det var godt.

Høsten er bedst fortalt i billeder, kommer her :

//Ida

Las Brisas. Pakkestationen.

Såning : tjek.

Sortering af såsæd : tjek.

Høst : tjek.

Seriøst meget mudder under skoene : tjek.

Næste stop: pakkestationen!

Det sidste led i kæden hvor høsten bliver renset i klorvand, sorteret efter størrelse, lagt i kasser, stablet i kæmpe tårne og til sidst kørt af sted ud i verden.

Renlighed er meget vigtigt på pakkestationen og en af de søde arbejdere insisterede på at vaske mine støvler

Synes det var så sødt af ham, at jeg ikke nænnede at sige til ham, at mine støvler faktisk ikke sådan rigtigt er vandtætte : )

Mia fra Finland og jeg er total klar til pakkestationsvisit.

Ligesom i går er det svært at beskrive i ord, hvad det er, der sker og hvor vildt det er, så jeg har klippet lidt sammen til jer, så I kan få en fornemmelse af forløbet på pakkestationen.

Endnu en VILD dag!

I morgen : kæmpe store papegøjer, hesteryg og regnskovshotel.

//Ida

P.S. Hvis du også troede, at ananas vokser på træerne, så send mig en hilsen her. Det kunne være rart, om jeg ikke var helt alene om det ; )

Lost in translation.

Jeg skal virkelig ha’ lært noget om sprog. Og dyr. Og muligvis også noget om Costaricanske mænd.

I dag skulle vi på Canopy ride! Jeg havde google’d lidt hjemmefra og var nået frem til at Canopy var en bestemt slags fugl, som var MEGET flot. Ok, så Canopy Ride er vel en tur ud i skoven og kigge på fugle?

Ved ikke, om I kan forestille jer min overraskelse, da det gik op for mig, at Canopy ride indvolverer hjelm, karabinhager og svævebanetur mellem trætoppene 50 m over jorden?!

Lige som Johannes her

De, der kender mig godt, vil vide at jeg er pænt angst ved alt der foregår bare 50 cm over jorden, så jeg var totalt nervøs. Hvilket mit før billede vist viser meget godt … ikke helt tilpas dér.

Men se så lige her, hvor OVER glad jeg er, på den anden side af de 5 forskellige ”rides”. Ha ha .. lige i det øjeblik der er det helt sikkert mig, der er den sejeste i hele verden! Wo hoooo det var fedt!! : )

Og mit adrenelin-kick blev afsluttet SÅ dejligt med svømmetur midt i junglen i overdrevet mistænkeligt vand, men det var bare så ligegyldigt for ÅH hvor var det bare helt fantastisk!

Okay. Lesson learned. Canopy Ride er tydeligvis ikke specielt fugle-agtigt, men til gengæld var der et par fine af slagsen i dag, da vi stoppede til frokost midt ude i skoven.

Vi bor på det smukkeste sted. Her er overdrevet hyggeligt, råt, charmerende og meget roligt. Ikke så turistet som nogle af de andre steder, og det synes jeg er så rart. Alt er af træ, der er grønt grønt grønt over det hele, mit værelser dufter af blomster og det her er udsigten fra min terrasse …

Vandvittigt.

Så jeg har bestemt lært noget i dag også. Vigtigst af alt, at jeg ikke er så bange som jeg tror.

Og hvad angår de Costaricanske mænd, så skal jeg helt sikkert have lært, at finde ud af hvor de gemmer sig henne? Overvejer om det her land måske deporterer alle mænd i aldersgruppen 27-35? (Og hvis de gør, hvor tror I så, de sender dem hen?)

I håbet om at de gemmer sig på den Chiquita bananfarm vi skal besøge i morgen, siger jeg godnat, besitos og alé alé : )

//Ida

Lost in translation, del II

Godmorgen : )

En lille hurtig (ret tekst-nørdet) hilsen fra det smukke resort, inden vi drager af sted mod bananfarmen.

Jeg er vild med det : )

//Ida

Happy childrens day!

Så er endnu en crazy dag ved at være til ende.

Vi startede på bananplantagen, som var så vild, at jeg lige skal fordøje den inden, jeg kan fortælle ordentligt om den. Det var en stor oplevelse! – og heldigvis var alle fugleedderkopperne på kursus i dag, så der var spider-free area.

Efter bananfarmen kørte vi til Nogal reservatet. Et Chiquita projekt, som bl.a. har et stort stykke regnskov de passer på og samtidig står for en masse af de sociale og menneskelige værdier indenfor Rainforrest Alliance.

I dag er det Childrens Day i Costa Rica, så efter en total overvældende tur gennem regnskoven – regnskoven!!! – havde Nogal inviteret alle de lokale børn til at komme og forberede sig til næste onsdag, hvor Costa Rica fejrer sin befrielsesdag fra Spanien. På den dag er det traditionen, at alle skolebørn laver et langt optog gennem byerne, mens de bærer hjemmelavede lanterner med lys i. Det fik vi lov til at hjælpe børnene med.

Nåerhhhhh … : )

Brittany og jeg blev total gode venner og selvom hun var en meget bestemt boss, som udmærket vidste, hvordan dén lanterne sku’ rykkes rundt, så var det rigtig hyggeligt.

Som alle de andre dage er det helt umuligt for mig at vælge mellem alle de fine motiver, så her er endnu en stemnings-snas fra det her fantastiske sted.

Enjoy : )

// Ida

Af banen, af banen her kommer bananen!

Så blev det endelig tid til at kigge på bananplantagerne. Endnu en vild dag!

Det er svært at skrive og fortælle alt om, hvordan produktionen foregår, så jeg har måttet udvælge lidt – men skriv endelig, hvis der er noget bestemt du gerne vil vide, så skal jeg hjertens gerne fortælle.

Vi har kun set denne ene farm, så det er jo svært at sammenligne, men det jeg har set i dag, så godt, retfærdigt, miljøvenligt og meget ansvarligt ud. Vi fik en grundig rundvisning på Guayacán farm af den lokalt ansatte biolog Carla og Hector, som er fra Rainforrest Alliance og har ansvaret for den godkendelse plantagerne skal igennem.

For en dansk eller europæisk produktion er mange af metoderne meget simple og bestemt ikke high-tech, men de virker. For eksempel er rækkefølgen sådan her.

Det her er det allerførste tegn på en bananklase. Så snart at træet har født, som de kalder det, skal arbejderne beskytte det nye skud med de blå poser. Inden i poserne sidder et mildt insektmiddel, som holder de værste dyr og fluer væk.

Hver uge har sin farve og så snart den blå pose er på, binder arbejderen et lille bånd om toppen. På den måde kan han se, hvor gammel klasen er, og hvornår den skal høstes. En arbejder dækker ca. 2 hektar land om dagen, og ved præcis hvor de forskellige træer står, hvilke der skal høstes i denne uge og hvilke han lige skal holde øje med. Imponerende at han kan kende forskel på noget, der ligner hinanden SÅ meget. Klaserne må ikke hænge mere end 16 uger, så skal de ned og videre i systemet for ikke at overmodne.

Masker?

En af mine venner bad jeg tjekke om de har masker på i produktionen, og det har de. Hver gang de var i nærheden af de blå poser bar arbejderne masker. Jeg kan ikke vide, om det er special treatment for de over-fotograferende europæerne, men jeg tror det ikke.

Det virker som et meget nænsomt arbejde at passe bananer, og arbejderne skal hel tiden holde øje med hvor langt klaserne er undervejs. Når de første rigtige bananer viser sig, trækkes pose op, de nederste rækker knækkes af (fordi de alligevel aldrig bliver gode), de små bananer groomes og der lægges beskyttelsesplader imellem rækkerne, så bananerne ikke skader hinanden.

Sjov bananfakta, du kan imponere vennerne med : Bananerne starter med at gro ned af, men når de får en vis størrelse, begynder de at gro op af mod solen. Det er derfor de får den fine krumning.

Bananhøst

Ude i marken arbejdes der i teams af 3. 1 ”cutter”, som skærer bananerne ned og 2 ”carrier’s”, som bærer bananerne fra træet, videre til transportsystemet og ned til pakkestationen. Her kan I se, hvordan bananhøsten foregår.

Når teamet har samlet 25 klaser kører ”carrier’en” sendingen til stationen. Her holder han 20-25 minutters pause, mens bananerne kører igennem systemet og så er det tilbage i marken igen.

Arbejd, arbejd

På Guayacán plantagen arbejder de 8 timer om dagen og tjener 10% over minimumslønnen. Samtidig er der en provisionsaflønning, så derfor bliver alle arbejdernes arbejde registreret. Arbejderen, som ordner de første skud, snitter spidsen af skuddet, og på den måde holder han øje med hvor mange træer, han har ordnet.

Gen-plantning

Jeg er meget fascineret af den måde, hvor på alt bliver ude i marken og indgår i systemet igen. Enten ved gen-plantning eller at tjene som dække på jorden, kompost eller gødning.

Når træet er plantet, skånes toppen med et gammelt bananblad.

Der er regler for hvor tætte planterne må stå, for ikke at udhungre jorden og skade miljøet og som du kan se i filmene her fra marken, så er arbejdere meget opmærksomme på at gen-plante træerne, så de får den helt rette hældning i forhold til nabotræerne.

Pakkestationen

Systemet på pakkestationen er lidt ligesom på anansfarmen. Frugterne kommer ind, bliver vejet og bliver derefter skyllet i en mild klorin blanding. Vandet fra vaskeafdelingen bliver ledt ud i naturen, og de tjekker løbende om niveauet i de lokale å-løb er for højt. Mængden af klorin i det vand, der udledes er mellem 0,1-0,3 promille. Helt uden at være biolog, synes jeg det lyder ok rimeligt?

En sidste film i denne post, som viser en masse billeder fra pakkestationen. Jeg er vild med alle farverne i det her land!

10 point for medarbejderinvolvering!

Jeg er stor fan af ideudvikling, videndeling og af at videregive ansvaret til de folk, der rent faktisk har tingene mellem hænderne. Derfor var jeg rigtig glad for at se den måde Rainforrest Alliance arbejder på. Hvis de for eksempel stiller et krav til plantagen om, at der skal ændre på sprøjtemetoderne, så siger de blot at tingen skal ændres – og derefter overlader de ansvaret om at løse problemet til plantagen og arbejderne.

På den måde får de A: engagerede medarbejdere og B: en masse forskellige løsningsmuligheder, som alle sammen virker præcis på den måde, de skal. Derefter kan plantagerne hver i sær bestemme, hvilken løsning de vil bruge.

Smart, at få flere løsninger i spil, så de kan nå frem til den allerbedste – og rigtig smart, at involvere sine medarbejdere.

Et godt eksempel er den pose, som arbejderne har på skulderen, når de tager klaserne ned. Det er slangen fra et bildæk, ¾ pustet op, foldet sammen og pakket i plastik. Opfundet af en at arbejderne på plantagen, da der var gået teknik i det og ejerne var ved at gøre det alt for kompliceret. Sejt. Og sejt at ledelsen lytter … Mon der er nogle danske produktioner, der kan lære noget af det? : )

Overvældethedsskalaen er fyldt

Wauw. Endnu en dag med total mange oplevelser! Jeg håber, du har fået et indtryk af hvordan livet på en bananplantage fungerer. Ellers skal du bare spørge løs, så skal jeg svare bedst muligt.

Jeg er i hvert fald ret imponeret. Det er ben-hårdt fysisk arbejde, men det virker skånsomt, behageligt og ordentligt for både miljø og mennesker.

Om ganske kort skal vi have morgenmad og chekke ud fra det her stykke af paradis, kaldet Sueno Azul. Derefter står dagen på en del tid i bussen, men også skovtur på hestryg og …. da daaaaa …. riverafting! Yai! : )

//Ida

Now we’re talking!

Samme hotel – ny udsigt : )

//Ida

Eftertænksom – og MEGET modig!

I går var en vanvittig dag. Egentlig var den afsat til afslapning og sjov – og det var det også, men for filan hvor bliver jeg træt af alle de udfordringer!

Vi kørte et par timer til Puerto Veijo midt i landet og her skulle vi både ud at ride og riverrafte. Nu er jeg jo fra Jylland, så det der med hestene ved jeg alt om … men riverrafting? Not so much. Var meget spændt!

Rideturen var virkelig skøn. Skøn og brændende varm! Solen bagte ned fra en skyfri himmel, men det var virkelig en fed måde at opleve naturen og regnskoven på.

Mig og Pirrolini. Der er ikke et øje tørt.

På vej gennem skoven. Svenskeren selvfølgelig med Fjällräven ; )

Hmm …

Jeg har fået noget mere forståelse for det her land og de udfordringer de har. På turen snakkede jeg en del med vores guide, Roberto. Han arbejder på hotellet og står for ridning, vandring og canopy ture. Han arbejder 6 dage om ugen, har 15 dages ferie på et år (!!!) og tjener 600 US Dollars i måneden. Han bor gratis i nærheden, men med hans løn skal han dække alle sine udgifter + sørge for sine børn + sørge for mad til sin mor. Han sagde, at han havde omkring 100 US Dollars til sig selv i måneden, når alt var betalt.

Wow … Det er jo bare ingenting.

Vi kom forbi en række huse som disse på turen. De er til de mest fattige i området og regeringen stiller dem til rådighed gratis. Det er svært at få et ordentlig job i Costa Rica, men ok nemt at få job på ananasplantagerne eller bananfarmene. Roberto har også arbejdet på en ananasfarm. Han plantede ude i marken på samme måde som vi så den anden dag og han kunne bekræfte, at man godt kunne tjene mellem 15-20 US Dollars om dagen.

Da jeg spurgte, om det ikke var en ok løn? pegede han på sin ryg og sagde ”considering the pain, no no”.

Følte mig et kort øjeblik som en komplet idiot, fordi jeg ikke havde overvejet de enorme fysiske konsekvenser ved arbejdet på ananasplantagerne, men bare fokuseret på om de fik en ordentlig løn.

Hmm …

Jamen, det er rigtigt! (næsten)

Der er en masse udfordringer i det her land, og jeg har lidt på fornemmelsen at regeringen arbejder ret meget på at forherlige tingenes tilstand. For eksempel siger regeringen ud af til, at 25% af Costa Rica består af regnskov og frodige områder, men ifølge Roberto er det rigtige tal kun 15%.

Hmm …

I dag havde den svenske blogger Johannes, besøg af en af sine venner, som bor her i Costa Rica. Vi fortalte hende om nogle af de ting, vi havde set og oplevet på farmene og med Chiquita / Rainforrest Alliance. Hun var virkelig glad for at høre, at der var så meget fokus på miljøet og naturen, og hun var slet ikke overrasket over, at det var en udenlandsk virksomhed (Chiquita), der gjorde så meget for at gøre tingene rigtig.

”Because the Costa Ricans – they really dont care”

Igen siger jeg: Hmm …

Så ja – jeg er gået i tænkeboks, og glæder mig til at komme hjem og få tingene lidt på afstand. Tror det er nemmere helt at tage det ind så.

Ida the brave!!

Eller noget i den stil ; )

Jeg klarede i hvert fald riverrafting turen ganske fint og hold nu kæft hvor var det SJOVT!! Ha ha … skrig og skrål og masser af latter i 1 ½ time ned at Sarapiqui floden. 12 km. i alt.

På et tidspunkt på vej ned af floden var der pause og guiderne spurgte om vi ville hoppe ned fra klipperne? …. ah … no … eller … yes … no I mean … maybe .. no … eller … nej … or … huh?! Helt typisk mig siger jeg nej, fordi jeg er så skide bange for det totale kontroltab, men da alle de andre joggede af sted hen mod klippen, så kunne jeg godt mærke, at jeg blev nødt til det.

De andre tonser selvfølgelig bare ud over kanten og jubler af fryd! og så står jeg tilbage og er så pisse bange, at man ikke forstår det. Seriøst altså!!

Sød guide kigger på mig, tager mig hånden og siger :

”We jump together?” ahhhh … ok …but no … but maybe … ”1-2-3-go! !”

ARGHHHHH!!!

Det lyder måske ikke af så meget, men det var fuldstændig vanvittigt vildt for mig! Ha ha … hold nu kæft hvor var jeg bange og jeg synes de der 3 meter føltes som 43. Mindst!

Har altid været vildt bange for den slags. Kom i tanke om at min mor altid sagde, at jeg bare skulle sige til mig selv: ”Jeg kan. Jeg tør. Og jeg vil!”

So I did ; )

Yai!!

Så det var en vild tur ned af floden. Faktisk også så vild, at jeg røg ud af raften på et tidspunkt. Ha ha … nåede til et stadie hvor jeg var lige dele bange og lige dele ekstatisk, så af en eller anden grund gav jeg mig bare til at grine uendeligt i stedet for at fokusere på at få røven med mig op i slæden igen : ) Men det gik fint. Og wow altså en vild oplevelse. Du skal prøve det, hvis du får muligheden!

I dag har vi været på den skønneste strand. Mere om den i morgen … I morgen er iøvrigt hjemrejse dag, så det er ret specielt.

//Ida

Pura Vida!

Det er sent her og jeg er snart på vej i seng. I morgen skal vi køre mod lufthavnen, så jeg skal være mega frisk kl. 05.30. Mega frisk bliver jeg nok ikke, men ja .. jeg er der i hvert fald : )

Foran venter 22 timers rejse og jeg glæder mig til at komme frem.

I dag var vi på stranden – helt fantastisk strand som jeg viser mere af, når jeg er tilbage i København.

Indtil da er her et billede, der viser noget nær det perfekt mix af Danmark og Costa Rica ; )

//Ida

Strand, strand, strand

Jeg lovede at poste lidt billeder fra den fantastisk strand, vi besøgte den sidste dag i Costa Rica. Heldigvis skinner solen også her i København lige nu, men uh ha regnvejret kan godt få mig til at savne den smukke Palya Blanca på østkysten af Costa Rica.

Lige her :

Skøn udsigt udover the Pacific.
Med og uden ben.

Farlige dyr fra vandet

Smukke dyr i træet

Skøre ting til skraldet …

og skøre dyr i skraldet

Super fine bølger og LEGO

Og HER kommer Johnny Deep!!
Lige om lidt … : )

//Ida

Bananbloggeren takker af

Wow …

Jeg har været hjemme i 3 dage nu og er stadigvæk helt overvældet. Hold da op hvor har vi set meget og hørt meget og oplevet meget. Det er mange ting, at tage ind på en gang og jeg er sikker på at mange at tingene først sætter sig med tiden.

Så sagde vi så, at det var rigtigt.

Jeg har det rigtig rart, når tingene er sort/hvide og lige til at komme i kasser, så jeg ikke bliver forvirret, men er sikker på, at det her – det er sandheden! Og den eneste sandhed vel at mærke. Synes dog alligevel, det er pokkers sjældent at det rent faktisk sker … Og i forbindelse med Chiquita Expeditionen bliver jeg ved med at få nye perspektiver på tingene.

I flyveren fra Costa Rica og til New York snakkede jeg med Carlos, som er fra Costa Rica, men var på vej til Amsterdam med arbejdet. Carlos er ingeniør og har læst i mange år. (Og på trods af det tjener han lige så meget som en kassedame gør i for eksempel Australien). Modsat hvad vi tidligere havde fået at vide, så er Carlos i hvert fald en af de Costa Ricanere, der bekymrer sig om miljøet.

Han pegede i sær på, at regeringen i så mange år har fokuseret på, at gøre plantagerne bedre og rydde op i industrien i landområderne – at de fuldstændig har glemt at tage sig af miljøet inde i byerne!

Alene det kæmpe stykke arbejde det vil være, at lægge afløb ind til alle husene i San José er ham helt uoverskueligt … Så er der altså langt til omlægning af veje, grønne cykelstier og Co2 korrekt transport. MEN han er fortrøstningsfuld. Og de er også på vej. Efter at have ligget stille i mange år, lader det nu til at regeringen er ved at få øjnene op for de nødvendige forandringer. Jeg krydser fingre for, at Carlos får ret.

Preserved areas

Da vi var på ananasfarmen, var vi ret imponerede over de mange ”preserved areas” på området. 800 hektar land i alt og 200 af dem var beskyttede områder, hvor skoven skulle gro frit og uberørt.

”Det kan da kun være godt!” tænker jeg. Mega fedt. Styr på det. Ned i kassen med de andre ting, der er top korrekte! … I hvert fald lige indtil Carlos gjorde mig opmærksom på, at de beskyttede områder ikke rigtig hjælper, hvis der ikke er adgang for dyrene. Altså en rund klat skov midt på marken gør det ikke alene. Der skal være passage ind til selve regnskoven, så dyrene kan komme frem og tilbage og igennem skovene.

Hmm …

Banan-fri morgenmad

Jeg stod nede i Netto i dag og skulle købe ind. Plejer altid at købe bananer der. Men pludselig i dag var det som om, det alligevel ikke føltes rigtigt. Hvis jeg havde haft valget mellem Chiquita bananer og dem, der lå i kassen, havde jeg helt klart taget Chiquita bananerne – også selvom de sikkert ville være lidt dyrere.

Men det er faktisk ret svært at købe Chiquita bananer i Danmark. Pt. er det kun COOP’s butikker, der har et udvalg af Chiquita bananer, og det er endda ret begrænset. Ifølge Chiquita er det blandt andet fordi, de danske supermarkeder ikke vil betale den pris, de koster. Hvilket jo i sidste ende er et udtryk for, at vi som forbrugere ikke vil betale den pris, det koster.

Hmm …

Men uanset hvad gik jeg hjem uden bananer. Vil jeg have fat i de certificerede bananer, skal jeg i 7-eleven eller på Q8. De forhandler nemlig Chiquita. Måske fordi de begge er butikker, hvor kunderne i forvejen er vant til at betale lidt ekstra? Jeg ved det ikke. Men jeg svinger da i hvert fald lige forbi en 7-eleven i aften og lurer.

Ingen ananas

Chiquita ananas sælges ikke nogen steder i Danmark. Endnu. Men jeg gør mig et spinkelt håb om, at de måske er på vej? At der er en kæde derude, som er ekstra opmærksom på, at Chiquitas ananas er bedre for både naturen og for de mennesker, der planter – plukker – renser og pakker dem.

Bevares, der er krise i landet. Men måske vi alligevel godt kunne undvære et par kroner ekstra, når vi køber en ananas? Jeg kunne i hvert fald godt.

Ælle bælle …

I Costa Rica så vi et sted, hvor der på den ene side af vejen lå en Dole bananplantage og på den anden en Chiquita bananplantage.

Ifølge Rainforrest Alliance må plantagerne først starte 10 meter fra vejen og ved starten skal der være en ca. 2 meter høj hæk eller et hegn, som afgrænser bananplantagen fra den offentlige vej.

Når markerne sprøjtes sker det ved at en lille fly flyver over markerne og sprøjter med de nødvendige pesticider. Hegnet og de 10 meter fri jord er med til at holde pesticiderne inde på marken og sikre, at de ikke kommer ud over de veje, hvor Costa Ricanerne færdes til og fra skole, arbejde, indkøb og så videre.

Til sammenligning lå Dole plantagen helt ude til vejen, med et kun 40 cm højt, løst græshegn ud mod vejen. Ved starten af plantagen stod der et stort skilt, som groft oversat sagde: ”Hold jer væk, når vi sprøjter”.

Hmm …

Alle Chiquitas bananplantager i Costa Rica er certificerede.

Ingen af Doles plantager er certificerede.

Hmm …

Typisk dansk?

Jeg tror, det er ret typisk dansk, at vi gerne vil støtte, at arbejderne får mere i løn og at arbejdsvilkårene bliver bedre, men at vi måske er tilbøjelige til at være lidt mere ligeglade med miljøet? Det forklarer jo i hvert fald, hvorfor Fairtrade er så stort i Danmark.

Jeg køber selv nogle Fairtrade varer. Det giver mening for mig. Fairtrade har nogle af de samme standarder som Rainforrest Alliance, men de bruger også meget energi på selve handlen. Den blander Rainforrest Alliance sig ikke i. Rainforrest Alliance skåner jorden, naturen og medarbejdere. Og sigter efter at effektivisere produktionsgangene og sænke omkostningerne.

Der er ikke nødvendigvis en af de to, der er den rigtigste – men for mig personligt, kan jeg mærke, at Rainforrest Alliance dækker flere af de sager, som jeg synes, er vigtige.

Speaking of ”vigtigt”.

Til sammenligning, så bruger Københavns største avis lige pt. mængder af spalteplads på, at panik-afdække HVOR vi nu skal finde byens bedste burger, fordi der lige er åbnet 3 gourmet burgerjoints i træk …

Jeg bliver helt træt.

Og ja ja … så sidder jeg her i min ”Asyl nu” støtte hættetrøje og popper de sidste Malaria piller og er så skide hellig at høre på, men der er da noget, der er helt skævt.

Personligt tror jeg på, at Chiquitas arbejde gør en stor forskel. De er ikke perfekte. Men de er der. Og uanset hvor mange flere perspektiver jeg får på tingene, som dagene går, så GØR Chiquita og Rainforrest Alliance noget for at gøre tingene bedre – og alene af den grund, er jeg klar til at betale mere for mine varer.

Adios, besitos og buenas noches

Chiquita expeditionen har været en kæmpe oplevelse for mig. (Og slet ikke nær så skræmmende som mine første bange antagelser : ) Det hele gik meget hurtigt dernede, men heldigvis har jeg en masse minder, gode oplevelser og en ordentlig stak ny viden, som vil holde længe! Og i hvert fald væsentligt længere end den allerede nu halv falmede kulør.

Hvis det også giver mening for dig, så prøv at kigge efter den fine frø, når du handler. Den gemmer sig ganske vist ret godt lige nu, men forhåbentlig er den allerede ved at stor-yngle, så den snart bliver endnu nemmere at få øje på. : )

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Ida

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: